Theraplay

Theraplay®

Theraplay er en terapeutisk metode som tager udgangspunkt i leg. Theraplay tager afsæt i tilknytningsteorien og den neuroaffektive udviklingspsykologi. Tilknytning udvikles i barnets første leveår gennem kontakt og nærvær og hvis denne proces forstyrres, kan kontakten imellem omsorgsperson og barn trues. Igennem terapeutisk leg kan omsorgsperson og barn skabe eller genskabe kontakten, som er afgørende for at knytte stærkere følelsesmæssige bånd. Tilknytning skaber tryghed, følelsen af sikkerhed, tillid, glæde og engagement. Terapeutisk leg er baseret på ”her og nu” oplevelser som kan medvirke til at omsorgspersoner bliver i stand til at se bagved barnets adfærd. På denne måde fremmes omsorgspersonernes evne til indlevelse og forståelse af deres barns adfærd på en anden måde end tidligere og denne nye indsigt danner grundlag for nye og mere hensigtsmæssige måder at være sammen på.

Theraplay® har vist sig at være en fantastisk terapimetode til børn med sociale, følelses-, udviklings- og adfærdsmæssige vanskeligheder, samt børn med diagnoser indenfor autismespektret, posttraumatisk stress, tilknytningsforstyrrelser, med mere. Terapiformen er primært rettet mod børn i halvanden til tolvårsalderen, men kan også anvendes til teenagere og voksne, og fokuserer ikke på den faktiske alder, men derimod på det følelsesmæssige udviklingsniveau.


Theraplay og traumer

I anvendelsen af Theraplay i relation til traumatiserede børn anvender jeg elementer af SE ( Somatic Experience) metoden. Traumatiserede børn har ofte brug for en meget intensiv behandling. SE koblet med Theraplay er en fantastisk kombination til at hele traumer. Theraplay kan knytte de følelsesmæssige bånd og SE kan medvirke til at bearbejde de traumer som har lejret sig kropsligt.

Denne behandlings kombination kan være speciel god til pleje- og adoptivbørn.  Traumet ligger ikke i selve begivenheden men derimod i nervesystemet” Citat fra bogen Traumer set med barnets øjne” Heling af traumer hos børn og unge. Forfatter Peter Levine og Maggie Kline

Theraplay kan medvirke til at opbygge og styrke tilknytningsrelationen imellem omsorgsperson og barn.