Psykologiske konsekvenser efter en problematisk forsterperiode og fødsel

Read this article in english

Denne artikel beskriver et forløb med et sart og sensitivt barn, der som foster og spædbarn blev udsat for voldsomt traumatiserende begivenheder, der fik psykologiske konsekvenser for barnet, som senere truede dets kognitive udvikling. Jeg beskriver i artiklen, hvilke overvejelser jeg gjorde mig, og hvordan jeg greb behandlingen an. Jeg kobler teori til praksis med afsæt i tilknytningsteorien og den neuroaffektive udviklingsteori. Jeg bruger forskellige terapeutiske metoder, for eksempel legeterapien Theraplay samt elementer fra blandt andet Somatic Experience (SE), hvor dette er relevant. Når jeg gør dette, fokuserer jeg på, hvordan de to terapeutiske tilgange kan supplere hinanden i et behandlingsforløb. I sidste del af artiklen diskuteres det, hvilke elementer i behandlingsforløbet, der medførte kvalitative skift i forhold til behandlingsmålet med at udvikle samspillet med forældre og barn.

Det var mødet med treårige Anton og hans forældres beskrivelse af Antons reguleringsvanskeligheder og forsinkede udvikling, der vakte min faglige nysgerrighed i forhold til at undersøge, om morens svære graviditet og fødsel kunne være årsag til nogle af disse udfordringer. Forældrene havde kendt hinanden i kort tid, før de blev gravide. De fortalte mig, at Anton var et ønskebarn. Antons mor fortalte, at perioden efter Antons fødsel var uforudsigelig og usikker med blandt andet flytning til ny bolig. Anton startede i dagpleje seks måneder gammel. Moren beskrev Anton som nærmest apatisk i perioden, hvor han var i dagpleje. Dagtilbuddet skiftede grundet forældrenes flytning til vuggestue, da Anton var tolv måneder gammel. Pædagogerne i vuggestuen opdagede langsomt, at Anton var et sensitivt og sårbart barn, og tre år gammel blevhan via PPR henvist til et Theraplay-forløb hos mig. Begge forældre fortalte, at de havde været personligt udfordrede igennem deres opvækst og fortsat var det i deres voksenliv. Antons mor forklarede mig, at hendes teenageår havde været svære, og hendes relation til sin egen mor havde været og fortsat var udfordrende.

THERAPLAY

Theraplay er en interaktiv, relationsbaseret legeterapi med udgangspunkt i tilknytningsteorien. Dens livsnerve er den sunde, afstemte interaktion mellem forældre og barn. I Theraplay betragtes her-og-nu oplevelsen i interaktionen mellem barnet og den betydningsfulde voksne som et mål i sig selv. De lege og aktiviteter, som Theraplay sessionerne er bygget op omkring, har således til formål at igangsætte det neurale netværk og dermed barnets mulighed for at deltage i helende og sunde kontaktøjeblikke. Kilde: theraplay.dk.

GRAVIDITET OG FØDSEL

Antons mor: “Det er ekstremt fjernt fra mig – jeg kan næsten ikke huske graviditeten.” – “De kunne aldrig finde ham, de der scanningskvinder.” – “Jeg tror, jeg kunne mærke ham fem gange i alt under hele graviditeten, og alligevel var jeg i tvivl, om det var ham.”

Fagfolk peger på, at tiden i livmoderen formentlig er den mest betydningsfulde periode i et menneskes liv (Brodèn 2004; Levine & Kline 2012). Et forhøjet stress- og alarmberedskab under graviditeten kan betyde, at der skal mindre til at stresse barnet sidenhen. Vi mennesker formes med andre ord ikke udelukkende af vores arveanlæg, det miljø og de mennesker, vi møder efter fødslen, men i høj grad også af tiden i livmoderen – på godt og ondt.

At få sit første barn er ofte en udfordrende periode i en kvindes liv, og her er ro, tillid og tryghed vigtig for, at kvinden kan producere hormonet oxytocin. Oxytocin bidrager både til, at kvinden får gode, effektive veer, og til, at mor og barn knyttes til hinanden. Hvis forældrene er stressede under den normale fødsels forløb, øges risikoen for komplikationer under fødslen.

Hvis kvinden ikke har nogen forestillinger om sig selv som mor eller sin egen mor, kan kvinden mangle en positiv moderfigur at identificere sig med. Daniel Stern (2004) skriver om ’moderskabskonstellationen’, som er et udtryk for, at sindet gør sig klar til en ny slags tilværelse med et barn. Morens følsomhed og kontakt til sin egen udviklingshistorie er skærpet, og hun begynder meget hurtigt i graviditeten at fantasere om repræsentationer af det barn, hun venter. Antons mor mærkede ikke liv under graviditeten, og dette kan være en af årsagerne til, at det var sværere for hende at føde ham. Moderkagen lå forrest, og Anton lå og ’gemte sig’ bag den. Samtidig viste morens udsagn, at hun havde været i tvivl, om Anton i det hele taget var i live, og formentlig blev dette forstærket af, at jordemødrene ofte heller ikke kunne mærke liv. En hypotese kan være, at Antons mor var bange for at knytte sig til Anton af frygt for at miste ham igen. Antons mor nåede ikke at fantasere om det ventede barn, fordi hendes sind under graviditeten ikke nåede at ’komme under ombygning’.

Om fødslen sagde mor: ”Det var bare tolv timers sygeste smerte. Jeg troede jeg skulle dø, der var et eller andet galt, han lå og trykkede på en mærkelig måde – jeg turde ikke give slip og presse, men til sidst pressede og pressede jeg, og også uden veer, og endte med at gå helt i stykker indvendig – jeg var uforberedt – kunne ikke genkende veerne – følte sig ensom og ikke hørt – Anton sad fast i fødekanalen – jeg ænsede ham ikke, da han var født.” Alle kvinder, som føder, har en historie bag sig, og vi ved, at en fødsel kan reaktivere tidligere traumer (Levine & Kline 2012) Det er kun den kvinde, som har født, som kan afgøre, om hendes fødsel har været traumatiserende.

Det, som udløser en traumatisk reaktion, er, når den pågældende person har følt sig hjælpeløs, rædselsslagen, krænket, bange for at miste livet, magtesløs samt har mistet selvkontrol. Antons mor troede, at hun skulle dø. Hendes fornuft kunne ikke berolige hende og heller ikke omgivelserne, og hun valgte at ’gå ud af sin krop’ – en dissociation, som sker, når overvældelsen er for stor, og der ingen vej er til at komme ud af situationen. Hun kunne hverken flygte eller kæmpe. Antons mor var uforberedt og havde af en eller anden grund ikke fået formuleret sine og hendes mands ønsker før fødslen. Hendes ubærlige smerter overskyggede al glæde. Hun følte, at hun mistede al kontrol og vendte aggressionen indad med en voldsom ensomhedsfølelse. Hendes mand gjorde, hvad han kunne for at støtte hende, men hun beskrev ham på nogle områder handlingslammet og ikke hørt i et stort system. Da endelig fødslen var ovre, lykkes det hende ikke at få en mødestund med sit barn. Hun registrerede knapt nok barnet i sin udmattelse og afmægtighed.

MIT MØDE MED ANTON

Da jeg mødte Anton som treårig, var mit første indtryk, at han var et barn med store vanskeligheder. Hans krop var anspændt og han gik på tæer. Der skulle ikke megen stimuli til, før han blev overstimuleret. Han kunne kun holde ganske lidt øjenkontakt. Han udstødte pludrelyde og høje skrig. Indimellem kom han med ord, fx “nej”, “ja” og “vov-vov”. Han var ukritisk i kontakten med voksne, og mest af alt oplevede jeg ham som kaotisk, ureguleret og på vagt, når det drejede sig om at afstemme sine omgivelser.

Forældrene var alvorligt bekymrede for deres søns udvikling og frygtede, at han var hjerneskadet. Der, hvor de oplevede ham bedst, var, når han sad alene for sig selv og eksperimenterede med et eller andet. De fortalte mig, at de efterhånden havde accepteret Antons gentagne afvisninger og havde opgivet at deltage.

Antons nervesystem var på overarbejde under fødslen. Amygdala, vores alarmcentral i hjernen, er konstant udløst, og der er opstået en overfølsomhed, således at der ved enhver stimulus sendes signalet: ”Fare på færde, fare på færde”, og kamp/flugt-systemet tændes. Når faren er drevet over, sænker kroppen normalt sin produktion af kamphormonerne kortisol og adrenalin og vender tilbage til sin normal tilstand.

Det virkede som om, at Antons nervesystem ikke fungerede normalt. Hans overaktive (sympatiske) autonome nervesystem var konstant højt aktiveret og kunne næsten ikke reguleres og falde til ro. Antons urolige nervesystem ’smittede’ forældrenes og hindrede dermed forældrene i at skabe sikkerhed og tryghed for deres barn.

Ifølge Porges’ teori bliver den del af nervesystemet, som kaldes for dorsal vagus, aktiveret, når vi bliver truet og føler os i livsfare, men ikke er i stand til at flygte eller kæmpe. Dorsal vagus sætter kroppen i en immobiliseringstilstand, dvs. den går i frys eller i kollaps, som kan medføre en dissociation ved at få en til at forsvinde ind i sig selv/lukke af for omverdenen (shut down). Den dorsale vagus-reaktion er den mest primitive stressrespons, vi har, og en del af det parasympatiske respons (Dana 2018). Se illustration.

De første 3-5 år har barnet brug for sine primære omsorgspersoner for at aktivere det sociale engagementsystem. Alle nyfødte børn tilkalder deres primære omsorgspersoner ved at skrige eller gøre opmærksom på ubehag. Omsorgspersonen tilfredsstiller barnets behov, og barnet reguleres. Derved føles en gensidig samhørighed, og begge parter føler sig elsket (co- regulering). Anton kunne ikke reguleres, og hans sociale engageringssystem blev ikke aktiveret – samspillet mellem Anton og hans forældre, der skulle berolige ham, lykkedes ikke optimalt, formentlig på grund af hans ekstreme følsomhed over for stimulering.

Forældrene beskrev, at Anton allerede fra spæd forsvandt ’ind i sig selv’, og de oplevede, at han mere og mere søgte denne tilstand. Antons passivitet startede allerede under fødslen, hvor han formentlig sad fast i fødekanalen, og her skete en nedlukning. Allerede fra fødslen havde Anton lært at lukke ned, og denne dorsal-vagalshut-down-strategi fulgte ham instinktivt, når han blev overstimuleret. Næsten alt stimulering blev for meget og derved ”farligt” for hans nervesystem.

BEHANDLINGSFORLØB

Noget var gået galt i antons tidlige startpå livet. Jeg vurderede, at anton følelsesmæssigt, men også udviklingsmæssigt, var langt yngre end tre år. Både anton ogspecielt hans mor havde dybe traumermed sig fra den præ- og postnatale periode. Hvor skulle jeg starte? Tre år var antonblevet, og alt for længe havde han været i’ingenmandsland’. Hans forældre havdegjort alt, hvad de kunne, for at hjælpe ham, men anton var så udfordret og udviklingsforsinket, at der skulle langt mere tilend det, forældrene kunne yde.

I forhold til theraplay-behandlingen varder mest succes med små enkle imitationslege. Her viste anton kortvarig nysgerrighed og interesse. Anton kunne ikkefinde fysisk ro nogen steder, og derforsvøbte vi ham i et varmt og blødt tæppei en trækvogn. Små køreture i naturen afstressede anton, og der skabtes muligheder for ‘mødeøjeblikke’ imellem anton oghans mor. Alt foregik i et meget langsomttempo og små rytmiske lege. Langsomtkunne anton nærme sig sin mor fysisk, fx sidde på skødet, dog med ryggen til sinmor i starten. Den direkte kontakt var forovervældende. Hvis anton fik for megenstimulus, kunne han fortsat blive overvældet, frustreret, ureguleret eller lukke heltned for kontakt.

Efter nogle måneder kunne anton forsigtigt præsenteres for små sanselege, fx sidde på skødet af sin mor og røre vedsand, modellervoks mm. Levende dyr, som hund og hest, blev medinddraget ibehandlingen, og deres tilstedeværelsevirkede yderligere beroligende på anton. Langsomt begyndte anton at kunne mærke sig selv og søgte omsorg og trøst, nårhan blev usikker og ængstelig (jf. Illustrationen side 13). Tidligere skreg han bloteller løb væk og gemte sig, når han havdebrug for omsorg.

Anton turde nu bevæge sig rundt i sin tryghedscirkel (Circle of Security), og nyt var, at han i stedet for flugt kom tilbage i ’den sikre havn’ og mødte sin mors åbne arme. Mor blev mere og mere kompetent og turde at være ’karavanefører’ for Anton, også selv om hun frygtede Antons protester og gråd. Den gråd, som hun havde hørt næsten hele hans første leveår, havde sat sig fast i hendes nervesystem, men langsomt overtog de gode erfaringer og overskyggede de skræmmende. Anton blev mere insisterende for kontakt. Han trak sig mindre og mindre ind i sig selv og begyndte at invitere forældrene ind i leg. I ganske lang tid legede han næsten dagligt, at ’babykrokodillen blev reddet af sin mor’. Det var rørende at se, at Anton igennem legen viste os, at vi var på rigtig vej. Han var ved at få tillid og tro på, at de voksne omkring ham ville ham det bedste. Langsomt oplevede mor, at hun kunne læse og forstå Antons signaler. I legeterapien begyndte Anton at synkronisere sig med mors nervesystem. Han begyndte at komme med flere ord, og et af hans første ord var ’mor’.

FØDSLENS BETYDNING

Mors forandring var smuk at følge – hendes øjne lysteaf kærlighed til anton, når hun talte om ham, og nårhun så på ham. “jeg har fundet min dreng. ” jeg opfordrede hende til at tale sin graviditet og fødsel igennem med en læge eller jordemoder, men hun ønskedeat dele dette med mig. Efterfølgende var hun lettetog overrasket over, at hun turde tale om antons tidlige start på livet og på den måde få bearbejdet nogleaf de traumatiserende oplevelser ved at arbejde medsig selv kropsligt via se-elementerne (somatic experiencing).

Anton havde fortsat tendens til at afvise mor, når hanblev stresset, og det var som, om at denne afvisningsstrategi med at skubbe og sparke forfulgte ham, specielt når han blev frustreret.

Med inspiration fra peter levine (2012) samt min supervisor overvejede jeg, om det forholdt sig sådan, atanton under fødslen var blevet snydt for at udføre sineinstinktive bevægelser, så impulser og rytme aldrigblev mødt, således at der ikke blev etableret en naturligrytme under arbejdet ud af fødekanalen.

Fødselsveerne indebærer en synkroniseret indsatsaf mor og barn, med kontraktioner, presning og hvile. Hvis den energi, som er mobiliseret til at begynde rejsen nedad, aldrig bliver brugt, starter barnet sit liv medimpulser, som ikke er blevet imødekommet (levine &kline 2012 s.278). Antons vej må have været voldsomfor ham. Han sad længe fast i fødekanalen, da mor varbange for at give slip, og da hun endelig gjorde det, komhan voldsomt og hurtigt til verden. Hvis shut down skerså tidligt som i fødekanalen, kan det blive barnets foretrukne strategi ved overstimulering. Anton blev berøvet hele forløsningen af at færdiggøre og afslutte deinstinktive impulser og bevægelser.

Ved terapeutens og mors hjælp kunne anton måskegenopleve sin egen fødsel i et langt mere roligt tempoog denne gang lade sig gribe i sin mors arme? Min supervisor og jeg lavede et setup, hvor anton skulle passere igennem et stofrør med en anelse modstand af hænder på hoved, pande og ryg. Antons mor var helt medfoto: sanjasy/pixabaytema: traumer16 tidsskrift for psykoterapi · nr . 3 · oktober 2021på den idé. Anton kravlede målrettet og med styrke ogenergi igennem røret og endte i sin mors favn.

Efter denne session oplevede antons mor, at antonsafvisningsimpulser dæmpede sig. Det var tydeligt formig som behandler, at sessionen i kombination medtheraplay-sessionerne havde haft stor betydning forantons progression.

AFSLUTNING

Anton var i et behandlingsforløb i et år, og ved forløbets afslutning sagde mor følgende: ”Jeg ved, at Anton elsker mig, og det er gengældt.” – ”Anton kan koncentrere sig og holde fokus, og at han nyder at få historie og synge sange.” – ”Anton er kreativ i sine lege og er blevet utrolig god til rolle- og fantasilege.” – ”Antons sprog har udviklet sig utrolig meget, mange ord og sætninger.” – ”Anton forstår alt, hvad jeg siger til ham, og han overrasker mig ofte med sin humoristiske sans.”

Jeg har i artiklen søgt at beskrive, hvordan jeg bruger mit teoretiske afsæt på forskellige måder til at løse de forskellige problemstillinger, som barn og forældre er udfordret af. Jeg håber, at artiklen har givet et indblik i, hvad der kan ske, hvis ikke barn og forældre ’opdages’, før der sker en fejludvikling.

Vi skal være opmærksomme på:

• Vigtigheden af, at der kommer en heling i gang, når der har været en vanskelig start på livet.
• Vigtigheden af at reparere de vanskeligheder, barnet har fået i den tidlige start på livet.
• Vigtigheden af ikke for tidligt at give barnet en diagnose, før man har taget højde for og undersøgt, om der har været forstyrrelser under graviditet og fødsel.
• At vi fagpersoner får ’set og hørt’ forældre, som oplever fødslen voldsom, selvom vi oplever den som relativt uproblematisk.
• At vi som professionelle får øje på forældre og barns samspilsvanskeligheder, før en fejludvikling er i gang.

Anton og hans forældre er højst sandsynligt ikke færdigbehandlede i dag, og de har formentlig brug for støtte fremadrettet. Ethvert barn har ret til at være i samhørighed, tryghed og sikkerhed med sine primære omsorgspersoner, og dette er lykkedes for Anton – han har knyttet an til sine forældre og omvendt. Jeg vil slutte med et citat fra Levine og Klines Traumer set med barnets øjne, fordi det på meget fin vis opsummerer netop det, jeg var vidne til som terapeut for Anton og hans mor: “Børn fødes med indre ressourcer, men er afhængige af, at de voksne (en ydre ressource) spejler dem og tager hånd om dem, så de bliver synlige.” (2012).

Tak til Antons forældre for tilladelse til at dele deres barske historie med andre fagpersoner, så vi som terapeuter kan blive mere opmærksomme på, hvordan en problematisk start på livet kan påvirke det enkelte menneske. Og tak til min supervisor Ursula Fürstenwald.

LITTERATUR

Brodén, Margareta: Graviditetens muligheder. Akademisk Forlag 2004. Hart, Susan: Betydningen af samhørighed. Hans Reitzels Forlag 2006. Kolk, Bessel A van der: Kroppen holder regnskab. Klim 2019. Levine, Peter & Maggie Kline: Traumer set med barnets øjne. Dansk Psykologisk Forlag 2012. Deb Dana: The Polyvagal Theory in Therapy. WWNorton 2018. Stern, Daniel: Moderskabskonstellationen. Hans Reitzels Forlag 2004.